Malene Møller Hansen - Keramisk Formgiver

Det blev krukker i stedet for køer

Malene Møller-Hansen skulle have ført slægtens gård videre, men blev keramiker – og det er i virkeligheden også meget jordnært, synes hun.

Af Kissen Møller Hansen

malenep Malene Møller-Hansen, 58, keramiker på Mols.

”Paradiset må se sådan ud,” tænkte keramiker Malene Møller-Hansen, når hun som barn åbnede køkkendøren og kiggede ud. Den kæmpestore have lignede en hule med træer hele vejen rundt om græsplænen, så man hverken kunne kigge ud eller ind - og midt på plænen stod to æbletræer. Det ene havde ”mosteræbler”, fordi træet kom fra en moster, og det andet havde sure æbler, som Malene forestillede sig var dem, Eva havde bidt af, dengang hun blev smidt ud af Edens Have. Barndomshjemmet var en gammel slægtsgård mellem Vejle og Fredericia. Stuerne var fyldt med dragkister og skabe, som havde været i familiens eje helt tilbage til 1600-tallet, så det lå som en undertone gennem barndommen, at Malene som den ældste skulle føre gården videre. Gifte sig med en landmand og blive bondekone på gården, ligesom hendes mor og kvinderne før hende.

damekasse En af Malene Møller Hansens æsker, hvor hun bruger kvindefigurens bløde linier som kontrast til  en kvadratisk kasse.

Drømmen var hendes mors, og husholdningsskole måtte være det rette valg til datteren, mente moren, da Malene nåede den alder, hvor man skal til at tænke fremtid. Men Malene nægtede. ”Jeg kunne simpelthen ikke tænke tanken, at jeg bare skulle være en lille brik i en slægt, der havde varet i hundredevis af år. Det var kvælende. Jeg var nødt til at finde ud af, hvem Malene var.”

En studentereksamen var det næstbedste valg, set fra hendes mors side. Den ville hun selv gerne have taget. Men Malenes drømme gik mere i retning af at få mulighed for at udfolde alle de ideer, som hun havde i hovedet. Og det var lidt ligegyldig indenfor hvilket område det var, bare det var kreativt, tænkte hun. Så højt sagde hun: ”Modedesigner”, for hun syede alle mulige sjove og mærkelige gevanter til sig selv. Men en Hf-eksamen var Malene dog ikke helt afvisende overfor, så hun tog til et formøde sammen med forældrene for at høre om det. På vej hjem i bilen sagde hendes far, der selv havde drømt om at blive politibetjent, men var blevet landmand ligesom sin egen far, mens han kiggede frem på vejen: ”Malene, du har jo ikke lyst til den her Hf-eksamen, skulle du ikke hellere på kunsthåndværkerskole.”

”Min far så, hvad jeg havde brug for i

mit

liv og respekterede det. Det gjorde mig meget glad, og jeg har aldrig glemt ham for det,” fortæller Malene. Hendes mor kapitulerede og sagde: ”Er det ikke lidt for usikkert at blive modedesigner, kunne du ikke tænke dig at blive keramiker i stedet.” Det smagte nok lidt mere af den jord, som hun selv havde levet af hele sit liv. Og Malene blev keramiker.

 

keramikbutik1 Værkstedet og keramikbutikken i Egens Havhuse har eksisteret i 25 år.

Malene Møller-Hansen dekorerer en kop med hurtige strøg, mens hun taler om sin tilværelse i dag. Hun har været keramiker i 37 år. ”Jeg er stadig glad for at være keramiker, så min mor så mig på en måde også, for jeg er nok den lidt jordnære type, når det kommer til stykket. Men man har jo altid nogle kriser gennem sit liv, og på et tidspunkt begyndte jeg at blæse glas, fordi jeg tænkte, at det måske passede bedre til mit temperament.” At lave glas er en langt hurtigere proces end at lave lertøj. Men Malene fandt undervejs ud af, at det nok ville tage ti år at lære det nyt håndværk godt nok til, at hun kunne få ideerne til at udfolde sig i det nye materiale. Og hun blev klar over, at det var bedre at gå i dybden i sit materiale end at sprede sig over flere. ”Ad den vej blev jeg glad for mit lertøj igen.”

Malenes slægtsbaggrund er de senere år ligefrem begyndt at inspirere hende. ”Jeg kan se inspirationen fra de gamle dragkister i nogle af mine ting,”fortæller hun, ligesom hun også har lavet en såkaldt anetavle i keramik med fotografier af nogle af sine forfædre.

maleneanetavle Den store anetavle indeholder bl.a. et citat, Malenes mor gav hende som barn: 'Din egen tid er kort, men slægten lang.'

Så på den måde lever hun stadig med dét, hun opfatter som paradis, helt tæt på sig. Hun smiler og siger, at hun jo må have plukket de rigtige æbler dengang i haven – for så mange år siden.